Foto: Linette Bach

Har du oplevet problemer med overfladevand, oversvømmelser eller afledning af regnvand på din grund eller vej?
👉 Udfyld spørgeskemaet her:
Spørgeskemaundersøgelse om overfladevand og oversvømmelser – Udfyld formular
På forhånd tak for din hjælp.
Læs mere om hvorfor der er super vigtigt, du udfylder spørgeskemaet nedenfor i nyhed fra den 24. juni.
Læs mere om projekt 'Helhedsplan for regn- og overfladevand' på Enø her på hjemmesiden.
12.07.26

Bestyrelsen indkalder til ekstraordinær og ekstra-ekstraordinær generalforsamling:
Lørdag den 11. juli 2026
kl. 09.30-10.30
Karrebæksminde Fiskeri- og Bymuseum, Alléen 38A
Baggrunden er, at grundejerforeningen for første gang står uden en intern kasserer. Vores vedtægtsbestemmelser på området giver os ikke mulighed for at udlægge kassererens opgaver til et eksternt administrationsfirma.
Samtidig stiller bestyrelsen også et forslag om ændringer i processen for opkrævning af restancer, til gavn for grundejerne.
Det er vigtige beslutninger for foreningens fremtidige drift – og vi har brug for din stemme.
Kan du ikke deltage, opfordrer vi dig til at sende en fuldmagt til bestyrelsen eller lade en nabo repræsentere dig. Hver parcel har én stemme.
Tilmeld dig allerede i dag ved at svare på den fremsendte mail, benytte kontaktformularen her eller kontakte sekretær Michael Jensen på telefon 22 65 67 20.
Vi håber at se så mange medlemmer som muligt den 11. juli, men er godt klar over, at vi står midt i sommerferien. Alligevel skal der lyde et 'vel mødt' herfra.
God sommer!
27.06.26

De seneste år har flere grundejere oplevet udfordringer med regnvand og oversvømmelser – senest under skybruddet i juli 2025.
Derfor har grundejerforeningerne på Enø, Lungshave og Vesterhave i samarbejde med Næstved Kommune sat gang i et projekt, der skal kortlægge problemerne og finde holdbare løsninger for området.
Læs mere om hele projektet her på hjemmesiden, hvor du også finder projektplanen.
For at få det mest præcise billede af udfordringerne har kommunen og arbejdsgruppen (repræsentanter for alle grundejerforeningerne på Enø og Lungshave) brug for din hjælp.
Har du oplevet problemer med overfladevand, oversvømmelser eller afledning af regnvand på din grund eller vej?
Så brug 5 minutter på at besvare spørgeskemaet senest den 15. juli 2026.
VIGTIGT! Jo flere svar vi fremsender i vores forening, jo større chance er der for, at det er vores forenings problemer, der findes en løsning for.
👉 Udfyld spørgeskemaet her:
Spørgeskemaundersøgelse om overfladevand og oversvømmelser – Udfyld formular
På forhånd tak for din hjælp.
24.06.26

Når vi holder øje med hinanden og vores nærområde, gør vi det sværere for indbrudstyve at slå til. Bestyrelsen støtter og opfordrer sammen med Kristian Ulrik, Krageholmsvej, alle grundejere til at tilmelde sig Nabohjælp. Sammen kan vi nemlig gøre en forskel.
Nabohjælp er et landsdækkende initiativ støttet af Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden.
Via den gratis Nabohjælp-app kan du dele og modtage information om mistænkelig adfærd, indbrud og andre relevante hændelser i lokalområdet. Politiet kan også sende information direkte til brugerne i et område.
Jo flere af os, der deltager, jo stærkere bliver vores lokale netværk og den fælles tryghed.
Download Nabohjælp-appen i App Store eller Google Play, og tilmeld dit sommerhus allerede i dag.
14.06.26

På lørdag kl. 9.30 - 12.00 afholder vi årets ordinære generalforsamling i grundejerforeningen, efterfulgt af en ekstraordinær generalforsamling.
Kom og hør bestyrelsens beretning om det forgangne år og få indblik i de emner, projekter og sager, som bestyrelsen har arbejdet med. Vi skal også drøfte, hvad vi fremadrettet gør ved regn- og overfladevand i foreningen. Noget som potentielt kan komme til at koste mange penge.
Derudover skal vi tage stilling til 10 nye foreslåede vedtægtsbestemmelser, sletning af to forældede og irrelevante paragraffer samt en ny og mere overskuelig struktur, hvor vedtægterne samles og organiseres efter indhold.
Din stemme er vigtig, så vi håber at se mange grundejere.
Husk at tilmelde dig. Det gør du let, ved at klikke her.
Vi glæder os til at se dig.
10.06.26

Et nyt tiltag med slåede stier i det grønne område skal gøre det mere attraktivt for grundejerne at opholde sig i og bruge vores fællesområde. Med lettere adgang til søen samt forbedrede stiforbindelser bliver det nu nemmere at bevæge sig rundt og nyde natur og dyreliv i det grønne fællesområde.
Stierne skal også være med til i højere grad at binde vores to veje sammen gennem det grønne område og skabe bedre sammenhæng, fællesskab og mulighed for ophold i naturen. Sæt dig f.eks. med en kop kaffe og nyd naturen fra det nye bordbænkesæt.
10.05.26

Maj og juni er højsæson for rålam og er dermed et af de mest kritiske tidspunkter for lammenes overlevelse. For at beskytte rådyrene mest muligt bliver græsset på fællesarealet ikke slået her i foråret.
Nyfødte lam har desværre en 'stivnestrategi', hvor de trykker sig mod jorden i højt græs for at undgå rovdyr. De løber derfor ikke væk, når en maskine nærmer sig, hvilket gør dem enormt sårbare overfor store slåmaskiner. Det høje græs vil være med til at beskytte lammene, når moderen er væk for at søge føde.
Græsset bliver slået i sensommeren til gavn for dyrelivet, men også for at tilgodese de vilde planter, som insekter som sommerfugle og bier lever af. Ved at slå græsset i august/september har de vilde planter nået at blomstre og smide deres frø, hvilket sikrer, at de kommer igen næste år. De fleste insekter, larver og smådyr er færdige med deres livscyklus og har forladt planterne. Planterne har også haft tid til at sende energi ned i rødderne, så de er stærke nok til at komme igen året efter.
Håbet med dette tiltag er på sigt at få en artsrig eng med mange planter og et rigt og godt dyreliv.
Vi håber på, at du som grundejer vil støtte op om dette tiltag - og uanset, om du gør det eller ej, hører vi rigtigt gerne fra dig. Kontakt os som sædvanligt via kontaktformularen.
03.05.26

Bestyrelsen takker for alle jer, som valgte at komme og arbejde for at vedligeholde, forskønne og forbedre vores fælles veje og grønne områder. I gjorde det godt, og I var med til at samle os som forening. Det betyder meget for en velfungerende forening. Samtidig fik vi også mulighed for at sige hej til nye grundejere. Det var en rigtig hyggelig dag sammen.
Hvis nogen undrede sig på dagen over, hvor formanden 'forsvandt' hen, så var han på tur rundt for sammen med næstformanden og Jens Nikolajsen (Pumpelauget + grundejer) at inspicere foreningens dræn, der er koblet til Pumpelaugets drænledning.
Tak til jer alle for en rigtig god Arbejdsdag!
05.05.26

Kom og vær med til at gøre fællesarealerne klar til sommeren - sammen skaber vi et smukt og hyggeligt miljø og opbygger gode relationer til hinanden i Grundejerforeningen Stølsgården.
Arbejdsdagen er lørdag den 2. maj
kl. 9.00.
Mødested: Ved Telefonhuset på Krageholmsvej
Tilmeldingsfristen er på søndag den 26. april 2026. Klik her for tilmelding - og fortæl os, hvor mange I bliver, så vi kan få bestilt nok smørrebrød.
Der er som sædvanligt bestik, men ønsker I at være ekstra grønne, så kan I tage egen tallerken og glas med, så spares der lidt pap og plastik.
Vi glæder os til at se jer og få en hyggelig dag sammen.
23.04.26

Har du forslag eller emner, som du ønsker behandlet på årets generalforsamling? Så skal disse indsendes skriftligt til formanden eller bestyrelsen senest den 1. maj. Du kan med fordel bruge kontaktformularen her på hjemmesiden. Vi glæder os til at høre fra dig.
Generalforsamlingen afholdes lørdag den 13. juni 2026. Den officielle invitation udsendes indenfor tidsrammen, når vi nærmer os. Sæt allerede nu kryds i din kalender.
Du kan finde og læse vedtægterne her.
11.04.26

Bestyrelsen arbejder med et forslag til en mere gennemgribende opdatering af grundejerforeningens vedtægter, som oprindeligt stammer fra 1973 - og senest opdateret i 2024.
Formålet er at gøre vedtægterne mere tidssvarende, enklere at læse og skabe en bedre sammenhæng mellem paragrafferne. Samtidig foreslår vi at fjerne en lille håndfuld paragraffer, som ikke længere er praksis eller overtaget af den nye Lokalplan 109 for Enø fra 2022. Vi vil også indføre enkelte bestemmelser, som enten allerede anvendes i dag eller burde være en del af nutidens vedtægter for en grundejerforening.
Da vedtægtsændringer ifølge reglerne skal stemmes igennem én for én på generalforsamlingen, vil bestyrelsen gerne give alle grundejere mulighed for at forstå og drøfte forslagene på forhånd.
Derfor inviterer vi til informations- og involveringsmøde:
Søndag den 26. april kl. 10–12
Karrebæksminde Fiskeri- og Bymuseum, Alléen 38A, Karrebæksminde
Her gennemgår vi ændringsforslagene og giver mulighed for spørgsmål og dialog, inden de behandles på generalforsamlingen i juni.
Du kan allerede nu læse om alle ændringsforslagene her på hjemmesiden: Nye vedtægter.
Vi håber, at mange af jer, synes at vedtægter er vigtige, og vil møde op og være med i dialogen om foreningens fremtidige vedtægter.
Har du spørgsmål hertil, så tøv ikke med at kontakte os via kontaktformularen.
Klik her - og tilmeld dig mødet.
15.03.26

Næstved Kommune arbejder lige nu på informationsmateriale om borgernes muligheder og pligter i forhold til at være med til at løse problemerne med regn- og overfladevand til spildevandsledningen på Enø og Lungshave.
Tiltaget kommer som en udløber af dialogmødet i september 2025, hvor grundejerforeningerne på Enø, Lungshave og Vesterhave foreslog, at kommunen kunne hjælpe og oplyse grundejerne med at undgå flere påbud ved at udarbejde en folder om regnvands- og overfladevanshåndtering - herunder vedligeholdelse af egne kloakker.
Materialet vil blive fremsendt direkte til os med e-post.
Læs mere om, hvad du selv kan gøre ift. regn- og overfladevand på egen grund
Læs mere om Enø og Lungshaves arbejdsgruppe for regn- og overfladevand
(Redaktionen er 1. februar ikke bekendt med, hvor langt kommunen er med folderen).
01.02.26

På eget initiativ har Christoph Lang fra Krageholmsvej oprettet en Facebook-gruppe for grundejere på Krageholmsvej og Stølsgårdsvej.
Facebook-gruppen er tænkt som et uformelt fællesrum og en mulighed for at komme hurtigere i kontakt med hinanden. Her kan I som medlemmer f.eks.:
udveksle erfaringer og gode råd
stille spørgsmål, som er specifikke for netop vores område
dele relevante nyheder (f.eks. fra kommune, forsyning, grundejerforening, mm.)
give eller sælge ting, man ikke længere har brug for
hjælpe hinanden lokalt – stort som småt
Facebook-gruppen giver os en stærk platform til at opbygge fællesskab, skabe dialog og styrke sammenholdet i foreningen på tværs af de to veje.
Gruppen er ikke tænkt som en kanal for beskeder til eller fra bestyrelsen. Vil du i kontakt med bestyrelsen, så brug vores kontaktinfo eller kontaktformularen her på hjemmesiden.
22.01.26

Den 16. december 2025 blev lokalplanen for 'Saltø Strandhuse' vedtaget i Næstved Byråd.
Med denne lokalplan kommer der 46 nye sommerhusboliger på marken overfor De Hvide Svaner på Karrebækvej. Adgangsvejen til det nye sommerhusområde sker fra Skælskørvej.
Der etableres afskærmningsforanstaltninger mellem sommerhusområdet og henholdsvis Karrebækvej og Skælskørvej med henblik på at nedbringe støjniveauet fra de to veje. Støjafskærmningen kan etableres som en støjvold eller støjvold suppleret med en beplantet støjskærm i en højde på op til 5 meter over terræn. Se en visualisering af støjvolden i lokalplanen.
Det er i den forbindelse en forudsætning, at hastigheden på Karrebækvej og Skælskørvej nedsættes fra 80 km/t til 60 km/t.
For at sikre en trafiksikker krydsningsmulighed for fodgængere over Karrebækvej mellem sommerhusområdet og De Hvide Svaner etableres der en fodgængerovergang fra sommerhusområdet over Karrebækvej til eksisterende cykel- og gangsti og busstoppested på den østlige side af Karrebækvej.
Foto: Enø Pumpelaug
I referatet fra bestyrelsesmødet i Pumpelauget, november, kan man også læse, at pumpen ved Stølsgården (etableret i 2009) er gravet fri. Det er lykkedes at finde den (lille bitte) rist, der tidligere blev monteret for at forhindre blade i at stoppe drænet - risten havde så små huller, at der stort set ikke var passage, og risten er derfor fjernet. De gamle svømmere er også udskiftet med elektronisk styrede svømmere.
Indløbet er ændret, så vandet suges ind under vandoverfladen. Indstillingen er ændret, så pumpen ikke kun starter, når pumperne ved Bækkene ikke kan følge med. Nu pumper pumpen også vandet væk fra Strandgården og Stølsgården, når den registrerer vand. Der skal monteres en kontraventil på ledningen, så vandet ikke løber tilbage til pumpebrønden. Pumpelauget indhenter tilbud på dette arbejde.

På Fællesudvalgets bestyrelsesmøde den 15. november 2025 valgtes der 4 repræsentanter til den arbejdsgruppe fra Enø og Lungshave, der sammen med Næstved Kommune skal arbejde med de problemer, der er med spildevand, regn og overfladevand på Enø og Lungshave.
I valget af repræsentanter til arbejdsgruppen blev der lagt vægt på en faglig baggrund:
Arbejdsgruppen skal sikre en god og detaljeret tilbagemelding til Fællesudvalgets medlemmer. Det blev også gjort klart, at specielle løsninger skal inddrage medlemmer fra den eller de grundejerforeninger, som er direkte berørt af de foreslåede tiltag. Kommunikationen til og eventuel inddragelse af Fællesudvalgets medlemmer er vigtig.
Næstved Kommune har meddelt, at der oprettes to arbejdsgrupper – en for Vesterhave og en for Lungshave/Enø. Det vil gøre arbejdet med de fremtidige løsninger nemmere og hurtigere, at der arbejdes i to parallelle arbejdsgrupper.
Læs mere om arbejdsgruppens arbejde med regn- og overfladevandshåndtering på Enø
Læs mere om bestyrelsesmødet og Fællesudvalget
Foto: Enø Pumpelaug
Det er nogle af de ting, der fremgår af det seneste bestyrelsesmøde i Pumpelauget, afholdt den 28. oktober.
Af referatet fremgår det også, at flytning af Stølsgårdspumpens el-tavle + evt. udvidelse af pumpe/rør og flytning af Stølsgårdspumpen til højere placering afventer arbejdet med Pumpelaugets helhedsplan for 2026 - eller udføres, hvis situationen med afvanding bliver akut nødvendig.

Den 21. oktober afgav Fællesudvalget et høringssvar vedr. Næstved Kommunes forslag til Lokalplan 153 for Saltø Strandhuse i Karrebæksminde og Kommuneplantillæg 31. Høringssvaret forholder sig til trafikforhold i den fremlagte lokalplan 153 for sommerhusbebyggelse på max. 46 boliger samt stiforbindelse over Karrebækvej.
Fællesudvalget ønsker, at Næstved Kommune udarbejder og realiserer en overordnet plan for trafik til og fra området, herunder for bløde trafikanter og parkering. Der argumenteres for, at der sker etablering af både en trafiksikker fodgængerkrydsning af Karrebækvej og en krydsning, der ikke påvirker biltrafikken i negativ retning.
Med denne nye udstykning samt etableringen af feriecentret ved Gerbredgård vil trafikken til og fra Karrebæksminde blive betydeligt øget og skabe endnu flere problemer med parkering på Enø.
Foto: Enø Digelaug
Den 20. oktober afholdte Enø Digelaug et ekstraordinært bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen skulle konstituere sig på ny efter afgang fra formand. Ny formand er Monica Lendal.
Aftale om opførelse af den nye høfde ved Strandvej nr. 31 samt den nødvendige strandfodring er indgået med lokal anlægsentreprenør Holbøll. Arbejdet begyndes i uge 44.
Strandfodringen holdes på et minimum (max. op til kote 1,3 m) og mest nødvendigt i hjørnet ved Vivaldi-svinget og på den yderste del af stranden op mod den nye høfde.
Samtidig med det arbejde vil Holbøll også fjerne snehegnet langs stranden og de plantede hjelme. Hjelmene har godt fat og indbyder ikke til, at folk vil færdes mellem hjelmene.

Bestyrelsen var repræsenteret på dialogmødet, der havde denne dagsorden:
På dialogmødet mellem Næstved Kommune, NK Spildevand, Fællesudvalget, Pumpelauget og grundejerforeningerne på Enø, Lungshave og Vesterhave blev man enige om, at der nu nedsættes en arbejdsgruppe, som har til formål at samarbejde om at forbedre afvandingen i området. Arbejdsgruppen for Enø består af repræsentanter fra kommunen, Pumpelauget og Fællesudvalget.
Vesterhave ønskede en separat proces med kommunen, da de ikke er organiseret på samme måde, som vi er her på Enø med et pumpelaug.
Arbejdsgruppen skal ved hjælp af konsulentbistand finde løsninger på både indsivning og tilledning af regnvand i spildevandssystemet og løsninger på hvordan, regnvand håndteres bedst i fremtiden. Det kan betyde nye løsninger og opgradering af vores eksisterende ledningssystem, som Pumpelauget står for.
Næstved Kommune vil sikre den politiske opbakning og dermed finansiering af forundersøgelser, mv. Den fremtidige finansiering af alle aktiviteterne tænkes finansieret gennem en kommunekredit á la finansieringen af digebyggeriet på Enø/Lungshave.
Næstved Kommune indkalder arbejdsgruppen til møde snarest - formentlig i november 2025.
Vi vil løbende holde jer orienteret om arbejdsgruppens arbejde.
På mødet fremlagde lønnet konsulent i Pumpelauget, Jens Nikolajsen, en gennemgang af Enøs afvanding og Pumpelaugets ledninger. Se dokumenterne her.

Næstved Kommune har sendt et afgræsningsnotat til bestyrelsen vedr. Gerbredgård-projektet/
Lokalplan 156 og Kommuneplantillæg nr. 26 for ferieboliger på Gerbredgård, Enø, Gerbredgårdsvej 1, Karrebæksminde. Afgrænsningsnotatet omhandler alene miljøvurdering af projektet.
Bestyrelsen har valgt ikke selvstændigt at svare, men lægge os op ad høringssvaret fra Fællesudvalget, hvor vores ønsker til en miljøvurdering skal handle om påvirkningerne fra den øgede trafik samt den øgede mængde overfladevand som følge af projektet.
Frist på høringssvaret var den 18. august 2025.
Foto: Linette Bach
I juli måned blev Enø ramt af flere skybrud, der medførte en større mængde vand, der samlede sig på flere grunde og veje. Enkelte steder i foreningen gav vandet store oversvømmelser i hus og have.
Samarbejdet med Enø Pumpelaug blev derfor drøftet på bestyrelsesmødet i august, hvor Jens Nikolajsen, der qua tidligere formandspost i GF Stølsgården og stor erhvervsmæssig erfaring indenfor området, var inviteret med.
Efterfølgende har der 16. august været afholdt Plenarmøde i Pumpelauget, hvor formand Poul-Erik Sone samt Jens Nikolajsen deltog med punkter til forbedring af det nuværende vandafledningssystem til overfladevand.
Jens Nikolajsen blev valgt ind som bestyrelsesmedlem med henblik på at bidrage til udvikling af den fremadrettede indsats.
Opdatering 02.11.25: Jens Nikolajsen fungerer ikke længere som næstformand i Pumpelauget, men som konsulent.
Foto: Linette Bach
På bestyrelsesmødet i august måned, blev det igen drøftet, om vi kan og skal udnytte og bruge fællesarealet til mere, end vi gør i dag.
Kan vi f.eks. udnytte noget af arealet til flere opsamlingsbassiner, så vi i højere grad kan opsamle og forsinke overfladevand ved kommende skybrud? Der er jo plads til det, men det koster en del at etablere.
Vi vil fra næste år lade græsset stå langt i løbet af foråret for at give bedre betingelser til dyre- og planteliv.
Der er ønske om fortsat at slå diverse stier i det grønne område. Disse er gennem tiderne skabt ved, at frivillige har kørt med deres havetraktorer/plæneklipper. Kan vi fortsat finde frivillige til dette, eller skal vi betale for det?
Vi drøftede også mulighederne for nogle rekreative områder i det grønne område. Det blev nævnt, at det har været forsøgt tidligere, men der var for mange indsigelser, derfor blev det opgivet. Men vi tager det op på et senere bestyrelsesmøde og på generalforsamlingen i 2026.
Grundejerforeningen 'Stølsgården'
CVR 40954031
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes